Muligvis er det kutyme for gamle mennesker at begræde sædernes forfald og anføre, at alt var bedre i gamle dage. Det gælder ikke for Asger Baunsbak-Jensen. Han har på tærskelen til sin 80-års fødselsdag skrevet en bog om, hvordan verden ser ud med hans øjne.
Baunsbak-Jensen insisterer på at virke til gavn for den fremtid, han ved, han ikke selv bliver en del af. For 62 år siden skrev han sin første kronik og herefter har han været en stærkt engageret debattør, bl.a. som radikal folketingsmand. Gennem et kvart århundrede har han skrevet 25 bøger.
For bogen Bøn i mørket (Alfa 2009) er Baunsbak-Jensen blevet nomineret til Stilhedsprisen 2012. 80 forener den skarpe samfundsdebattørs pen med den ældres eftertænksomme visdom.
—
Asger Baunsbak-Jensen (f. 1932) reflekterer over sin barndom og ungdom og om sit liv som ældre, sine tanker om det positive ved at have tid. Om vigtigheden af at pleje sine relationer, gamle såvel som nye og afslutter med ni digte.




