C. Nørrelykke: Søren Rynke – Vendsyssels sidste huleboer

En beretning om et menneske historien har glemt

‘I sognet bag Jerslev lever en af Vendsyssels forsvindende originale “huleboere”. I en lyngbakke har han gravet sin hule, 11 alen lang og seks alen dyb. Mod vest og øst dannes væggen af jorden. Kun mod syd har han af tørv og små stene opført et slags dige, hvor nogle huller tjener som vinduer. På dette dige og støttet mod bakkebunden hviler nogle rafter på kryds og tværs. Loft og tag dannes af græstørv og jord, medens røgen fra det underjordiske rum hvirvler ud gennem et hul i taget. Her har den 72-årige gamle -Søren Rynke kaldet -boet iover ti år, når lærken slog sin trille over lyngen, og når den barske vinter jogmarkens vilde dyr hen i nærheden af menneskelige boliger. Men en juledags morgen vækkedes han på den ubehageligste måde ved, at en del af jordloftet styrtede ned over ham. For ikke at sove umiddelbart under den vinterkolde himmel måtte han flytte sit usleleje, hvilket imidlertid var besværligt, da hele det jordtunge loft bæres af en mængde -ikke joniske -søjler, der står så tæt og uregelmæssigt, at et menneske næppe kan klemme sig igennem det mærkelige virvar. Hans bohave’ (1899)