Illustreret med fotografier i sort/hvid.
Forlaget skriver:
Tag med til Stockholm en iskold eftermiddag i maj 1911, hvor dramatikeren og forfatteren August Strindberg får uventet besøg af en dansk beundrer. Fortælleren fra de levendes land er ingen ringere end Pelle Erobrerens forfatter, Martin Andersen Nexø:
”Jeg vidste, at Strindberg var svær at få adgang til. Fejderne og chikanen, hele den ret tykpandede opposition imod ham havde forbitret hans liv derhjemme og gjort ham endnu mere ensom, end han af naturen var. […] Han levede ganske alene – nærmest skjult, og åbnede kun sin dør for et par nære venner.”
Fotograf og journalist Eddie Michel Azoulay beskriver det forunderlige møde, som her bliver udgangspunkt for et portræt af August Strindberg og en skildring af de små to år, han når at bo i Danmark.
En tid, hvor Strindberg både gør skandale og begejstrer den danske åndselite og ikke mindst skriver sit mest udødelige drama, Frøken Julie.




