Forlaget skriver:
Man kan læse bogen som testamente fra et menneske som hørte hjemme i flere verdener: i myterne og i litteraturen, men også i samtiden. Et menneske som stiller spørgsmål, analyserer og kommenterer, skarpt og ubønhørligt, misantropisk måske, bidende, men til tider også morsomt og medfølende.
En anden side af Canettis forfatterskab er hans aforistiske optegnelser, en slags dagbogsoptegnelser som blander erindringsbilleder og refleksion, tekster hvor han dels prøver at sammenfatte tiden, dels at sige den imod. Optegnelser 1992-1993 var det sidste Canetti skrev og blev først udgivet posthumt i 1996. Det er enegængerens sidste tanker: “De utilpassede er jordens salt, er livets farve, er dens ulykke, men vor lykke.” Det er en bog som stiller spørgsmålstegn, også ved hans eget livsværk. Man kan læse bogen som testamente fra et menneske som hørte hjemme i flere verdener: i myterne og i litteraturen, men også i samtiden. Et menneske som stiller spørgsmål, analyserer og kommenterer, skarpt og ubønhørligt, misantropisk måske, bidende, men til tider også morsomt og medfølende. Henrik Wivel skrev om Canetti i Berlingske Tidende: “Canetti er et af de redeligste mennesker, man kan læse. Han er den mest fordringsfuldt fordringsløse forfatter, verden endnu har set. Han insisterer på at foretage sig det moralsk rigtige, men retter hele tiden sin fordring mod sig selv.” Eller som Poul Borum kort og godt skrev: “Det er en sand fryd at læse Canetti.”
