Forlaget skriver:
Biografi om en kvindelig kunstner, som udfordrede samtidens syn på køn og endte med at tage sit eget liv i et crescendo af følelser og en tid besat af litteratur, sex og død.
Alle ville til København, for her fandtes alle tings centrum: litteraturkritikeren Georg Brandes, det moderne Nordens gudfar. Hertil tog også Victoria Benedictsson, postmesterens kone fra den svenske landsby, som fik succes som forfatter under pseudonymet Ernst Ahlgren.
Uforudsigeligheden og selvstændigheden, der prægede Victoria Benedictssons liv, har fascineret læsere og forskere helt op til vor tid, ligesom hendes død også har gjort det.
I 1888 begik Victoria Benedictsson selvmord på et hotelværelse i København, blot 38 år gammel. Døde hun af ulykkelig kærlighed til Brandes? Skyldtes selvmordet overgreb i barndommen? Eller var selvmordet en konsekvens af, at hun levede i et patriarkalsk system?
Mit store smukke had er oversat fra svensk til dansk af Juliane Wammen.




