En leder fortæller:
”Når en kvinde med tørklæde har været til samtale, så finder vi altid fornuftige argumenter frem for at hun ikke er relevant til stillingen. Det er jo direkte ulovligt at diskriminere på den måde. Men vi taler aldrig om det. Jeg skammer mig over at jeg gennem flere år har været en del af det, og jeg har aldrig nævnt det for nogen, før nu, hvor jeg ikke er i organisationen længere. Jeg kommer aldrig til at stå åbent frem med det, for det vil ødelægge min karriere. Jeg vil blive set på som en farisæer”. 8 ud af 10 ledere føler sig ensomme på jobbet. Langt over halvdelen af alle ledere ønsker at skifte job indenfor de kommende 2 år. Flotte udsagn om at der i ledelse er plads til fejl, tvivl og det hele menneske, er en løgn.
Når ledere skjuler handlinger, holdninger og egenskaber, giver det utroværdig ledelse, der bremser engagementet og slukker den visionære kraft. Det skaber stress og udbrændthed blandt medarbejderne. Men skammen er svær at få øje på, for den er skjult i kultur og ”sådan plejer vi at gøre”.
Bogen giver med sine fortællinger fra 25 ledere og topchefer mulighed for at få øje på din egen og andres skam. Du kommer teoretisk med bagom skammen, får viden om skammens forsvarsmekanismer og i bogens tredje del finder du simple øvelser til at arbejde med modet til mere åben og ærlig ledelse.