Gennem et helt år rejste Geert Mak på kryds og tværs gennem Europa – fra Verdun til Berlin, fra Skt. Petersborg til Auschwitz, fra Kiev til Srebrenica. Resultatet er en fascinerende rejse gennem hundrede år af vores historie, fra år 1900 til 2000.
Forfatteren skildrer hændelser og steder som har været afgørende for Europas udvikling. I Ieper hører han den efterladte ammunition fra Første Verdenskrig blive detoneret. I en forladt børnehave i Tjernobyl, hvor små sko står i sirlige rækker, vender han tilbage til det øjeblik i Sovjetunionens historie, da tiden stod stille. Geert Mak tager læseren med Stefan Zweig på café i Wien, vi marcherer med nazisterne i Berlins gader og er til bal i Paris. Vi hører om historiens fremtrædende personer. Men gennem dagbøger, breve, aviser og interview møder vi også de ukendte aktører.
Europa er en rejse gennem den store historie om det 20. århundredes Europa kombineret med et suverænt instinkt for den menneskelige historie – de detaljer som gør fortiden synlig, håndgribelig og nærværende.