Jens Rasmussen: Religionstolerance og religionsfrihed – Forudsætninger og Grundloven i 1849

I nutidens Danmark er religionsfriheden en kendsgerning, men debatteres stadig hidsigt med jævne mellemrum. Folkekirken er i dag et udtryk for en udogmatisk, rummelig og i høj grad individuel religion, hvor selve kirken og menigheden spiller en mindre rolle for den enkelte. Af samme grund fravælger flere folkekirken til fordel for andre trosretninger eller som udtryk for en stigende tendens til at vende sig bort fra det religiøse.

Under den danske enevælde frem til 1849 var den evangelisk-lutherske statskirke altdominerende og eneste tilladte kirkesamfund for landets indbyggere. Med den europæiske indvandring opstod dog flere trossamfund, der var afhængige af kongelige privilegier, som blev givet af kongen.

Disse religiøse mindretal, der hovedsageligt bestod af reformerte, jøder og katolikker, og som kun udgjorde ca. 0,4 % af den danske befolkning, fik med deres tilstedeværelse og levevis indflydelse på debatten om en friere religionsudøvelse.

Religionstolerance og religionsfrihed tegner et billede af de omfattende diskussioner blandt politikere og kirkefolk i enevældens sidste tid. Diskussionerne førte frem til opløsningen af den evangelisk-lutherske enhedskultur til fordel for en større religionstolerance og ikke mindst religionsfrihedens indførelse med Grundloven af 5. juni 1849. Enevældens statskirke blev erstattet af Folkekirken, så kristendommen fortsat var en del af statsmagten i det danske samfund.

Jens Rasmussen (f. 1949) er hospitalspræst, cand.mag. i kristendomskundskab og historie 1980. Herefter sognepræst. Siden 2001 hospitalspræst ved Odense Universitetshospital. Ph.d. i historie på Syddansk Universitet i 1996 på afhandlingen Kampen for indflydelse i statskirken. Nicolai Faber. Fyns biskop 1834-1848 (1996). Han har desuden et omfattende forfatterskab bag sig.