Forlaget skriver:
Johanne Lykke Holm, født 1987, svensk forfatter bosat i København. Hun debuterede med Natten som föregick denna dag i 2017. I 2020 udkom hendes anden roman, Strega.
Johanne Lykke Holms roman, Natten som föregick denna dag, er en fortælling om en trettenårig pige, der vil forlade barndommen og træde ind i den voksne virkelighed; med en krop der opfører sig underlig og overraskende, bliver syg og ubeboelig; med den irriterende søster Cosima og deres mor, der læser højt fra sin dagbog. Og hesten Elektra, der bliver trygheden i en uforståelig verden. Natten som föregick denna dag er en sanselig roman, hvor det flyder med frugtsafter og blod, og hvor hud, hår og hjerne ændrer farve og form.
Men Natten som föregick denna dag er ikke blot et portræt av pubertetens kompleksitet; bogen er også en beskrivelse af kvindeliv gennem tiderne, af den fremmede, grimme krop i forandring og fantasier om døden. Sproget er poetisk og smukt, fortryllende og mystisk. Romanens sammenligninger og billeder er overraskende og obskure, hvilket gør Lykke Holms univers unikt og stemningsfuldt.




