Klaus Larsen: Krigere uden våben – lægerne og modstandskampen

Krigere uden våben fortæller historien om den danske modstandskamp under 2. verdenskrig set fra en ny vinkel.Den 9. april 1940 blev Danmark angrebet af det nazistiske Tyskland. De danske læger var blandt de første, der så blodet flyde, da soldater og civile blev bragt til hospitalerne. Her, i besættelsens indledende timer, blev de første frø til modstandskampen sået.Lægen havde alt, hvad en modstandsgruppe behøvede: lægebil, benzin og køretilladelse. En læge kunne behandle sårede sabotører og fordele illegale blade, ligesom lægerne var blandt de få, der havde telefon og et landsdækkende netværk.Læger i hundredvis sluttede sig til modstandskampen – i begyndelsen uden våben og med fredelige midler. Da tyskerne ville deportere de danske jøder, spillede lægerne en afgørende rolle for, at størstedelen blev reddet til Sverige.Nazisternes jøderazzia fremprovokerede også en radikalisering af lægestanden. Mange tog det næste skridt og greb til våben. Ikke så få betalte med deres liv eller endte i tyske koncentrationslejre.Da krigen sluttede, stod lægerne med nye etiske dilemmaer: Skulle de organisere lægehjælp til de 250.000 tyske flygtninge, som Hitler i krigens sidste måneder påtvang Danmark? Og kunne man som læge deltage ved henrettelsen af dødsdømte landsforrædere?