I 1902 drog journalisten Ludvig Mylius-Erichsen sammen med Knud Rasmussen, kunstmaleren Harald Moltke og lægen Alfred Bertelsen og senere Jørgen Brønlund af sted på Den danske litterære Grønlands-Ekspedition op til polareskimoerne. Formålet var at dokumentere grønlændernes liv, historier og myter.
På trods af deltagernes indbyrdes uenigheder, myndighedernes modvilje og det barske vejrlig lykkedes det ekspeditionen at nå helt op til det nuværende Thule, hvor de mødte de lokale beboere, som næsten kun havde huseret i de grønlandske sagn og myter.