Om bogen:
I anledning af VM-slutrunden i Brasilien fra den 12. juni har DR’s Andreas Kraul og Lars Hestbech fra Danmarks Idrætsforbund opdateret deres bog om VM’s begivenhedsrige historie, som fortælles gennem de største øjeblikke og de værste skandaler. De dramatiske historier, som foregår både på og uden for banen, afspejler også fodboldens udvikling gennem mere end 80 år.
Et udpluk af historierne: I 1950 spilles finalen på Maracana Stadion i Rio foran 200.000 tilskuere – det største antal til en fodboldkamp nogensinde. I 1958 træder Pelé ind på scenen, scorer to mål i finalen mod Sverige og bliver verdensmester. I 1986 bliver Danmark hele verdens fodbolddarling, da holdet overraskende besejrer Uruguay med 6-1, og ved samme slutrunde bruger Diego Maradona ‘Guds hånd’ til at score et afgørende mål. Uden for grønsværen overtager den italienske fascistleder Benito Mussolini i 1934 kontrollen med VM og hjælper sit italienske hold til sejren. Vesttyskland forlader efterkrigstidens depression, da landsholdet slår de ungarske verdensstjerner ved ‘miraklet i Bern’ i 1954.