Da Chiles militærdiktator, Augusto Pinochet, i 1990 gik af som præsident efter at have holdt landet i et jerngreb i 18 år, begyndte overgangen til demokrati. Denne bog tegner det teologiske landskab i Chile, som det så ud på dette tidspunkt – med sigtelinjer både frem og tilbage i tiden.
Teologi og gudsbilleder er centrale begreber, der undersøges i forhold til nationalisme, køn, diktatur og modstand. Det gudsbillede, Pinochet gjorde brug af, modstilles den fattige del af den chilenske befolknings forestillinger om Gud. Baggrunden for denne sammenligning er forfatterens nærstudier af Pinochets offentlige diskurser og interviews med 300 kvinder fra slumbyerne omkring Santiago de Chile. Disse kvinder fortæller om deres egne gudsbilleder og om de sociale forhold, de lever under, og der tegner sig et billede af tre former for teologi: befrielses- og feministisk teologi og pentekostalisme (pinsebevægelsen). Disse tre former holdes i bogen op imod Pinochets nationalistiske teologi.
Fordi forfatterens undersøgelser fandt sted netop ved overgangen til demokrati, står spørgsmålet om forsoning centralt. Pinochets interessante transformation fra diktator til offer danner baggrund for en diskussion om, hvorvidt teologiske forsoningsparadigmer kan bidrage til at standse konflikterne i »en nation af fjender«. Idet det viser sig, at teologiske diskurser om forsoning indgår i selve konflikterne, hævder forfatteren, at forsoning som teologisk begreb snarere bør afløses af det mere brugbare ord konfliktløsning.
