Fødselsanstalten i Jylland åbnede sine døre i 1910. Med en svangreafdeling, en føde- og barselsafdeling og en børneafdeling opfyldte FiJ et længe næret behov for et sted, hvor unge ugifte og ubemidlede kvinder kunne søge hen i den sidste del af svangerskabet, føde under trygge forhold og tage ophold der med sit barn efterfølgende. Også gifte kvinder kunne gøre brug af stedet.
Bogen følger udviklingen fra de første år som en social og humanitær anstalt med plads til ca. 360 kvinder årligt til en stadig voksende og gradvis mere specialiseret institution for fødsler og kvindesygdomme med flere end 3.000 årlige indlæggelser. Gennem dokumenter, fotos og interviews med kvinder, som har arbejdet eller født på stedet, skildres Fødselsanstaltens lange historie frem til lukningen af det store hvide slot i Vennelystparken i 1996.