Samfundsforskeren Erik Jørgen Hansen har ved afslutningen af sit mere end 40-årige professionelle virke kastet et granskende, næsten sociologisk blik på sit eget livsforløb.
Beretningen tager sit udgangspunkt i alt det i tilværelsen, man ikke selv kan vælge: familie og slægt, stedet hvor man er født og vokser op, den sociale klasse og livsform, som ens nære familie tilhører, og som dermed bliver rammen for opvæksten. For Erik Jørgen Hansens vedkommende var der tale om en håndværkerfamilie bosat i en mindre vestjysk stationsby.
Helt uomgængeligt er endvidere fødselsåret, som dikterer, i hvilke livsfaser man konfronteres med bestemte historiske begivenheder, og møder bestemte samfundsforhold. Som født i 1935 måtte forfatteren derfor bl.a. gennemleve den tyske besættelse af Danmark, og næsten som en selvfølge lå årene som gymnasieelev og stud. polit. i 1950erne, hvor oprørske tanker til hans store fortrydelse var en sjældenhed.
Men denne afkodning af en tilværelse drejer sig også i høj grad om en præsentation af de forskellige arenaer, hvor forfatteren har skullet opbygge og anvende sine ressourcer. Arenaer, der udover opvækstfamilie, barndommens stationsby, Ribe Katedralskole og Københavns Universitet bl.a. omfattede den socialdemokratiske studenterbevægelse, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Det centrale Uddannelsesråd og ikke mindst Socialforskningsinstituttet, hvor Erik Jørgen Hansen arbejdede i 35 år med at kortlægge de forhold i samfundets indretning, der var og er bestemmende for forskellene i danskernes levekår.
Mit 1900-tal er beretningen ikke alene om en række uomgængelige betingelser for forfatterens livsforløb og hans reaktioner på dem, men også om en voksende indignation over social uretfærdighed samt forsøget på at sætte sit præg på samfundsdiskursen gennem dokumentation og debat af den sociale ulighed i alle dens forklædninger.