Værket består af to dele:
DEL I er en arkæologisk beskrivelse af Løgumkloster, af cistercienserklostret fra dets stiftelse i 1170’erne til det blev nedlagt efter reformationen og omdannet til et slot under den gottorpske hertug. Selve slottet sættes ind i en ny sammenhæng og flækken Løgumklosters udvikling frem til ca. år 1700 beskrives. For første gang fremlægges her en samlet gennemgang af hele det store kloster på baggrund af de gamle arkæologiske udgravninger, der kun delvist tidligere har været udnyttet.
DEL II består af en meget dybtgående vurdering af det billede, som cistercienserne ønskede at vise af sig selv: nemlig et billede af, at munkeordenen altid bosatte sig på øde steder, hvor der ikke boede mennesker. Undersøgelsen, der gennemgår talrige middelaldertekster og over 500 cistercienserklostre i Europa oprettet 1098-1212, viser, at henved halvdelen af disse blev anlagt i eller ved allerede eksisterende bebyggelser.




