Søren Espersen: Valdemar Rørdam – nationalskjald og landsforræder

“Der er Vers af ham, som forlanger, at vi kalder ham vor Tids største danske Digter. Nationens Digter; ja, ret egentlig Skjald, Dannerskjalden. Som Kunstner overgaas han, naar han er bedst, af ingen her, og denne hans Kunsts Indhold er af en saadan Art, at skulle vi bede om den litterære Nobelpris til nogen, maatte det blive til Valdemar Rørdam”

Året er 1940, og det skrev Kaj Munk om Valdemar Rørdam.

Fem år senere hyldede man Munk som martyren, der havde ofret livet for Danmarks frihed, og foragtede Rørdam som landsforræderen. Mens der tændtes lys i det frie land og folket jublede, var den 74-årige Valdemar Rørdam færdig. Han døde kort efter, nedbrudt af sorg og elendighed.

Søren Espersen søger i sin fremragende bog om digteren Valdemar Rørdam at finde en forklaring på den skæbne, der blev den forkætrede digters. Han steg til kolossale højder i det danske folks bevidsthed, oplevede den totale fornedrelse og blev siden grundigt og systematisk gemt væk og glemt.