Ulf Peter Hallberg, svensk oversætter og forfatter med bopæl i Berlin, tager i Flanørens blik pulsen på den europæiske bevidsthed ved årtusindskiftet. I et forsvar for fortællekunsten drager Flanøren ud på en rejse for at nedfælde beretningen om de store forandringer som har fundet sted i Europa i den tidsepoke som indledtes med oprøret i Ungarn i 1956 og endte med murens fald. En epoke som ifølge forfatteren kan måle sig med den franske revolution, opfindelsen af hjulet eller kartoflens indførelse.
Den centrale person i bogen, der er en syntese af rejsedagbog, reportage, filosofisk essay og roman, er flanøren, som Walter Benjamin gjorde til model for den moderne intellektuelle. Flanøren er forfatterens alter ego, som i sin jagt på en personlig og europæisk identitet, giver sig tid til at se, samtale og erindre, og skrive det hele sammen. Nogle vil måske betragte mig som en voyeur, skriver forfatteren, men min holdning er at omfatte tilværelsen uden at beherske den.
Overalt søger han en tvillingesjæl, der kan forvandle intetheden og ensomheden til et fælles og udholdeligt vilkår. Hans lidenskabelige vilje til indsigt og viden er hans værn mod en fundamental livslede i en verden som i al sin hektiske bevægelse alligevel synes at være gået i stå. De store omvæltninger er sket, historien synes at befinde sig ved et nulpunkt. Men ved at tage udgangspunkt i barndommens dybeste visdom, i erkendelsen af at man må give slip for at komme videre, åbner himlen sig og ballonfærden kan begynde.
Flanørens blik starter og slutter i det Berlin, hvor muren faldt “som i en stormvind”. Berlin, dette knudepunkt i Europa hvor alle tråde løber sammen og spredes igen, bliver udgangspunkt for en sidste rejse til Europas brændpunkter, Paris, Wien, Budapest, Moskva, og til New York, hvor flanøren fører samtaler med forfattere og filosoffer som Péter Nádas, Peter Esterházy, Yves Bonnefoy, Paul Auster og en række mindre kendte navne.
