Jacob Wamberg: Landskabet som verdensbillede – Naturafbildning og kulturel evolution i Vesten fra hulemalerierne til den tidlige modernitet

Forlaget skriver:

Her præsenteres et nyt og omfattende bud på, hvordan landskaber i vestlig billedkunst lader sig tolke i forhold til de kulturer, der skabte dem.

Dens afsæt er et hidtil uudforsket udviklingsmønster, der præger landskabsskildringen fra hulemalerierne i ældre stenalder frem til 1800-tallets moder­nitet. Gennem en strukturalistisk sammenligning mellem dette mønster og yderligere tre analysefelter – selvbevidsthed, socialt betinget naturforståelse og verdensbillede – fremskrives et fascinerende indblik i kulturens makrohistoriske organisation, og der plæderes ikke mindst for den kontroversielle tanke, at kulturen på et vist iagttagelsesniveau er præget af en retningsbestemt evolution.

Landskabsbilledets trinvise fremhævelse af et synspunkt aflæses således som tegn på, hvordan selvbevidstheden – ideen om et jeg, der står uden for naturen – udvikles. Og i de rå klippegrunde og farvestrålende himle, der introduceres i oldtidens og middelalderens landskabsbilleder, findes et vidnesbyrd om, hvordan kosmos udspaltes i en kaotisk Moder Jord og en uforgængelig, maskulin himmel. Endelig påviser bogen, at landskabsbilleders indlemmelse eller udelukkelse af kultiveringsspor (fx marker, veje, hegn) er afhængig af, hvad magthaverne tænker om det fysiske arbejde.