Richard Rorty og Gianni Vattimo: Religionens fremtid

Forlaget skriver:

I dag opfatter mange mennesker sig som religiøse, uden at de dermed nødvendigvis tilslutter sig den kristendom, der i Vesten igennem to årtusinder har været den dominerende religion.

Bogen rejser ikke mindst spørgsmålet om, hvorvidt oplysningen, sekulariseringen og demokratiseringen, der satte ind for et par århundreder siden, virkelig har distanceret os fra arven fra den kristne religion, eller om sekulariseringen snarere må ses som en konsekvens af kristendommen selv.

Hvis man ønsker et indblik i den filosofiske og idehistoriske baggrund for denne diskussion, så er Religionens fremtid og dens dialog mellem to af nutidens største filosoffer et godt sted at starte.

I “Antiklerikalisme og ateisme” diskuterer Rorty Vattimos værk Jeg tror at jeg tror og argumenterer for, at metafysikkens afslutning baner vejen for en antiessentialistisk religion. For Rorty, der betegner sig selv som religøst “umusikalsk” og tillige “antiklerikal”, udgøres det hellige udelukkende af håbet om, at menneskeheden en dag i en fjern utopisk fremtid vil komme til at leve i et samfund, hvor solidariteten og kærligheden er den eneste lov. Rorty accepterer her Vattimos tese om, at svækkelsen og antivolden er det centrale i opgøret med metafysikken.

I “Fortolkningens tidsalder” udforsker Vattimo, som både er overbevist katolik og en hyppig kritiker af kirken, den overraskende overensstemmelse imellem kristendommen og hermeneutikken, set i lyset af opløsningen af den metafysiske sandhed. Ligesom i hermeneutikken er fortolkningen central for kristendommen, idet den opløste den objektive erfaring og omdannede sandheden til det at “lytte til andre og fortolke budskaber”. I den forstand indebærer kristendommen en demokratisk og sekulariserende gestus, der gør Vattimos hermeneutik imødekommende over for Rortys pragmatisme.

Den livlige dialog, som følger efter de to ovenstående essays, og som styres og redigeres af Santiago Zabala, analyserer religionens fremtid sammen med de politiske, sociale og historiske aspekter, som karakteriserer vores nutidige (post)moderne verden.

Bogen er oversat af idéhistoriker Jens Viggo Nielsen, der også har skrevet et kritisk efterord.