Yoko Tawada: Brudgommen var en hund

Forlaget skriver:

“Underligt nok var Taro ikke tiltrukket af bryster, han havde aldrig så meget som kærtegnet Mitsukos, og det interesserede ham heller ikke at kysse hende; han var bare vild med at sutte og sugede sig gerne fast til hendes hals som en anden vampyr, så den var fuld af rødviolette, donutformede mærker, som hun midt i sommerheden skjulte ved at vikle et indisk bomuldstørklæde om halsen, så hun kom til at svede endnu mere, og når hun så sig selv i spejlet, opdagede hun, at hun var helt opsvulmet og rød i hovedet, at næsen var rund og læberne sprukne, og hun havde aldrig nogensinde set sig selv så grim før og kom til at tænke på, at det faktisk var Taros skyld, hvilket undrede hende, men måske blev man grim, hvis nogen virkelig var vild med en, og i modsætning til andre mennesker havde Taro aldrig nogensinde kigget koldt og vurderende på hende, og selvom det gav hende en vis selvtillid, gav han hende til gengæld aldrig tid til at få nettet sit ansigt, fordi han hele tiden kastede sig over hende.”

En skolelærerinde fortæller sine elever en fabel om en prinsesse der lover at gifte sig med en hund til gengæld for visse modydelser. I det virkelige liv flytter en mærkelig hundelignende mand ind hos lærerinden. Han overtager husholdningen, han forfører hende og de indleder et intenst romantisk og seksuelt forhold.

Brudgommen var en hund er en mærkværdig, til tider udsyret, men også bemærkelsesværdig bekendt fortælling om det at være anderledes eller det ikke at ville tilpasse sig konventionerne. Tawada har skrevet historien som et gammelt, japansk folkeeventyr der trækker tråde tilbage til en tid, hvor der var masser af fortællinger om mennesker – både mænd og kvinder – der levede sammen med dyr. I dag møder man nærmest kun eventyr, hvor mænd lever sammen med dyr – en trane, en ræv, en fisk eller måske en musling. Det har Tawada villet lave om på med denne historie, der af bl.a New York Times beskrives som: ”Her masterpiece”

Yoko Tawada [1960] er en af de mest læste og mest oversatte japanske forfattere. Hun har de seneste år figureret blandt de seriøse kandidater til Nobelprisen, og hendes værker har vundet utallige priser. Brudgommen var en hund vandt Japans mest prestigefyldte litteraturpris, Akutagawaprisen, i 1993.
Under en samtale med oversætter Mette Holm på Louisiana Literature i 2018 udtalte Tawada at hun først anser sine bøger for endeligt udkommet når de er tilgængeligt på alle sprog. Brudgommen var en hund er nu et skridt tættere på det mål.

Oversat af Mette Holm